Netcompany skal levere drift og modernisering af Datafordeleren
2. juni 2022
I november 2021 udsendte Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (nu Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur - SDFI) et omfattende udbudsmateriale, som skal sikre stabil drift og en grundig modernisering af Datafordeleren.
Tre tilbudsgivere blev prækvalificeret i januar, og alle tre tilbudsgivere afleverede et indledende tilbud i midten af marts måned.
Valget af Netcompany som leverandør er sket efter en grundig og struktureret evaluering af de indkomne tilbud op imod på forhånd kendte tildelingskriterier. Evalueringen har vist, at Netcompany stod bag tilbuddet med det bedste forhold mellem pris og kvalitet.
Netcompanys indledende tilbud var af meget høj kvalitet til en skarp pris og uden fejl og mangler, og derfor har SDFI valgt at tildele kontrakten på baggrund af det indledende tilbud, og i forlængelse heraf aflyse de planlagte forhandlinger.
”Det er en vigtig milepæl for SDFI at være kommet i mål med at finde en ny leverandør til Datafordeleren. Vi har fået en leverandør, som kender Datafordeleren rigtig godt, både fra registersiden og fra anvendersiden. Det, tror vi, vil blive en stor fordel for den forestående modernisering,” udtaler Morten Hvidberg, vicedirektør i SDFI.
Store flyttedag
Som den første store opgave skal Netcompany flytte den eksisterende Datafordeler fra den nuværende leverandør, KMD, over til Netcompany.
Transitionen vil ske med stort fokus på at sikre kontinuerlig og stabil drift og med så få ændringer som muligt for brugerne.
Transitionen skal planlægges i detaljer, men forventes gennemført i foråret 2023.
Modernisering
Når transitionen er gennemført, starter moderniseringen af Datafordeleren, hvor der vil være fokus på både forbedret it-arkitektur, stabil og skalerbar drift, nemmere vedligeholdelse og kortere time-to-market, forbedret udstilling af data og højere fleksibilitet for anvenderne med mere.
Moderniseringen sker agilt og inden for rammerne af udbudsmaterialets 17 moderniseringsbehov samt med udgangspunkt i Netcompanys Produkt Vision fra det indledende tilbud, som er en del af den nye kontrakt.
Moderniseringen forventes at løbe over cirka 2 år, og forbedringerne sættes løbende i drift til fordel for brugerne. Også efter de 2 år vil Datafordeleren løbende blive vedligeholdt og moderniseret efter en evergreen tilgang.
Informationsmøde og nyhedsbrev
Datafordeleren er helt central for en lang række offentlige myndigheder og private virksomheder, og SDFI vil snarligt invitere til et informationsmøde, hvor alle kan høre mere om den forestående transition og den kommende modernisering.
Der er oprettet et nyhedsbrev, hvor man kan tilmelde sig og få nyt om transition og modernisering direkte i sin indbakke. Tilmeld dig nyhedsbrev på link øverst i højre spalte på denne side.
Om datafordeleren
Datafordeleren giver stabil og sikker adgang til sammenhængende Grunddata fra offentlige registre til gavn for myndigheder, virksomheder og borgere.
Datafordeleren har på nuværende tidspunkt langt over femhundrede forskellige tjenester, som bliver udstillet i form af webservices, filudtræk og hændelser på vegne af over tyve forskellige registre.
Tjenesterne har et utal af anvendelsesmuligheder, og Datafordeleren er som fællesoffentlig it-infrastruktur en stor og kompleks distributionsplatform.
Datafordeleren besvarede i marts 2022 over 1,3 mia. kald.