Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies
Hvad er grunddata?

Det offentlige registrerer en række grundlæggende oplysninger om Danmark og danskerne: fast ejendom, adresser, veje og områder, vand og klima, geografi, personer og virksomheder. Disse registreringer kaldes grunddata og udgør Danmarks digitale råstof.

Hvad er grunddataprogrammet?

Grunddataprogrammet er et samarbejde mellem staten, kommunerne og regionerne, og er en udmøntning af Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015.

Grunddataprogrammet medfører, at:
• fælles modelregler er opsat, så data er standardiseret. Data kan kombineres og anvendes sammenhængende.
• kvaliteten i data løftes, og der suppleres med flere, så man kan være sikker på, at de oplysninger, man henter, er korrekte, fuldstændige og opdaterede.
• data er let tilgængelige, og som udgangspunkt kan de anvendes frit af alle. Data lægges på den fælles distributionsplatform, datafordeleren, hvorfra data kan hentes nemt, hurtigt og sikkert.

Du kan læse mere på Grunddataprogrammets hjemmeside.

Hvorfor laver man en Datafordeler?

Offentlige og private virksomheder, som anvender grunddata, vil have værdi af en hurtig og pålidelig adgang til alle grunddata. Samtidig spares der penge i den offentlige sektor ved at distribuere grunddata ad én fælles kanal frem for ad flere forskellige.

Datafordeleren forbedrer tilgængeligheden af grunddata ved at sikre:

  • Høje oppetider - minimum 99,9 pct.
  • ensartede aftaler og grænseflader
  • 24/7-support og drift
  • ét kontaktpunkt for brugere af grunddata
Hvad er en registermyndighed?

En registermyndighed er en offentlig myndighed som udstiller data på Datafordeleren. Registermyndighederne har ansvaret for data, hvilket indebærer at de er ansvarlige for bl.a. forvaltnings- og lovgivningsmæssige problemstillinger, der opstår i forbindelse med distribution af data. Det er også registermyndighederne, der er ansvarlige for kvaliteten og ajourføringen af data. Du kan læse mere om dataansvar her.

Grunddataprogrammets registermyndigheder er:
- Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
- Geodatastyrelsen
- Erhvervsstyrelsen
- SKAT
- CPR-kontoret