Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies
Hvilke data vil kunne hentes på Datafordeleren?

Når alle grunddata er klar på Datafordeleren kan brugerne hente data fra:

  • Det Centrale Personregister (CPR)
  • Det Centrale Virksomhedsregister (CVR)
  • Ejendomsvurdering (VUR)
  • Danske Stednavne
  • Danmarks Adresseregister (DAR)
  • GeoDanmark
  • Ejerfortegnelsen
  • Bygnings- og Boligregistret (BBR)
  • Matriklen
  • Ejendomsbeliggenhed

 

Allerede nu kan du hente geodata fra Danmarks Administrative Geografiske Inddeling (DAGI), Danmarks Højdemodel og Skærmkortet som udstilles i fem tjenester.

Læs mere om den trinvise implementering af Datafordeleren i tidsplanen

Fast ejendom
Hvad er et BFE nummer?

Med gennemførsel af matriklens udvidelse indføres et ensartet ejendomsbegreb – Bestemt Fast ejendom (BFE). 

Får småbygninger også egen BFE?

BFE vedrører bestemt fast ejendom, som bliver registret i matriklen. En mindre bygning kan i princippet godt blive tildelt BFE, men ikke som følge af, at det er en mindre bygning iht. BBR’s kriterier, men fordi bygningen bliver et ejendomsobjekt med særskilt ejerskab, særskilt pantesikring og/eller særskilt ejendomsbeskatning. Det må dog forventes at blive et begrænset antal af de nævnte bygningstyper, der vil blive et ejendomsobjekt og dermed få eget BFE-nummer.  

Hvordan registreres ejendomme i Ejerfortegnelsen?

Ejendomme registreres på BFE i Ejerfortegnelsen.

Forsvinder kommunale ejerlav?

Ja, de kommunale ejerlav forsvinder. ESR udfases og grunddataregistret matrikel indeholder ikke kommunale ejerlav. Kommunale ejerlav vil derfor ikke blive udstillet på Datafordeleren. 

Er det korrekt at BBR 2.0 stopper opdatering af indholdet i BBR 1.7.2?

​Når BBR 2.0 går i drift på datafordeleren, "lukkes" der for BBR 1.7.2.

Vedrørende udstilling af BBR 2.0 data på OIS, henvises til OIS på: .

Hvad sker der med de nuværende vurderinger?

Der udvikles et nyt vurderingssystem, ICE, der efter implementering vil udstille vurderingsoplysninger. Der vil være tale om en ny datamodel, der udstilles på DAF ifht. VUR udstilling. I god tid inden udfasning af nuværende løsning, vil specifikationerne af services for et nyt system blive gjort tilgængelige.

Ifm. implementering af nyt vurderingssystem, ICE, vil vurderingsejendom få nøglen vurderingsejendoms_ID, denne nøgle får værdier som følger:

  • For ejendomme, der oprettes efter ICE implementering, vil der blive genereret en tilfældig nøgle af typen Integer.
  • Eksisterede vurderingsejendomme overføres med den eksisterende nøgle bestående af Kommune- og ejendomsnummer.

Efter nuværende planer vil udfasning og dermed udstilling af vurderingsdata være som følger: 

År ​2017 ​2018 ​2019
Ejerbolig udstilling                                                   ​VUR ​ICE ​ICE
Øvrige ejendomme udstilling                             ​VUR ​VUR ​ICE
Personer
Hvad er status på frikøb af CPR-data for den offentlige sektor?

Staten, regionerne og kommunerne blev ikke enige om en frikøbsmodel for offentlige anvenderes brug af CPR-data på Datafordeleren ved Økonomiaftalen for finansåret 2017. Det betyder, at offentlige anvendere skal betale for brug af CPR-data på Datafordeleren i 2017. Der arbejdes nu på supplerende analyser af mulige frikøbsmodeller for CPR-data på Datafordeleren, hvorefter emnet forventes at indgå i forhandlingerne om Økonomiaftalen for finansåret 2018.

Hvad er forskellen på at tilgå CPR-data på Datafordeleren kontra Serviceplatformen?

Datafordeleren modtager CPR-data fra CPR-registret, og vil udbyde CPR-data i henhold til et antal tjenester, som CPR specificerer, samt evt. tværgående tjenester som andre registermyndigheder kan se behov for. Serviceplatformen vil hente de autoritative CPR data fra Datafordeleren. Datafordeleren distribuerer kun grunddata. Serviceplatformen vil udstille et langt større udvalg af data målrettet kommunal opgaveløsning og ikke alene grunddata.

Virksomheder
Kan der hentes filudtræk fra CVR?

Nej, det er ikke muligt at hente filudtræk fra CVR. CVR vil blive udstillet via de webservices (REST) og hændelser, som registermyndigheden har specificeret. 

Adresser, veje og områder
Er udenlandske adresser en del af Grunddata?

Udenlandske adresser er som udgangspunkt ikke defineret som grunddata, men Ejerfortegnelsen indeholder udenlandske adresser.​

Hvor mange karakterer kan der maksimalt indgå i et vejnavn?

Vejnavnet er på makimalt 40 tegn, se adressebekendtgørelse

§ 6. Et vejnavn kan sammensættes af indtil 40 tegn.
Stk. 2. Vejnavnet fastsættes i overensstemmelse med Dansk Sprognævns Vejledning i retskrivning af vejnavne.
Stk. 3. Til ethvert vejnavn fastsættes tillige et forkortet vejnavn, kaldet et vejadresseringsnavn, på indtil 20 tegn. For vejnavne på 20 tegn eller derunder, er vejnavnet også vejadresseringsnavn.
Stk. 4. For vejnavne over 20 tegn fastsættes vejadresseringsnavnet ved forkortelse af vejnavnet. Ved forkortelsen skal flest mulige af de 20 tegn anvendes, og alle ord i vejnavnet bør være repræsenteret. Forkortelser i vejnavnets begyndelse skal undgås af hensyn til maskinel, alfabetisk sortering.

Der ændres ikke på dette, i forbindelse med grunddataprogrammet.

Hvor lang er overgangsperioden for adresseservices?

Når AWS Suitens (http://aws.dk) data og funktionalitet er etableret på Datafordeleren, har anvenderne af AWS Suiten et år til at flytte deres anvendelse af adressetjenester over på Datafordeleren.

Det er dog endnu ikke klarlagt, hvor stor en del af AWS Suiten, som med fordel kan flyttes til Datafordeleren. Der vil med stor sandsynlighed være dele af AWS Suiten, som SDFE vil fortsætte med at tilbyde efter at adresseservices er etableret på Datafordeleren.

Landkort og geografi
Hvilke geodata-services er i prøvedrift på Datafordeleren?

Datafordeleren er i prøvedrift med fem geodata-webservices fra hhv. Danmarks Administrative Geografiske Inddeling (DAGI), Skærmkortet og Danmarks Højdemodel. Prøvedriften indebærer bl.a. at data ikke opdateres og at de fem webservices er midlertidige. Vi fraråder derfor, at anvendere bygger kritisk forretning baseret på de nuværende webservices. Data kan hentes ind i gængse gis-klienter.